Hvis højere renter, hvad så?

Hvad betyder højere renter for aktiemarkedet?

Kan du huske de gode, gamle dage, hvor man kunne låne til nul i rente? Det synes at være slut nu.

De korte renter steg markant på kort tid, mens de lange renter først er fulgt trop de seneste måneder. Vi er dog fortsat i den usædvanlige situation, at renter på lån med kort løbetid er højere end lån med lang horisont. At det er på vej til at udligne sig, kan du se af rentekurven for danske statsobligationer med levetid op til 30 år:

Den tykke blå streg viser den effektive rente i dag, mens de stiplede linjer viser hvordan samme så ud for 1 henholdsvis 6 måneder siden.

At de lange renter ligger en spids lavere end de korte renter betyder, at markedet i dag ikke forventer, at renterne vil stige yderligere. Men markedet justerer jo hele tiden ind og afspejler alle tilgængelige informationer. Og på det seneste har rentekurven altså flyttet sig mod højere renter på særligt de lange lån.

Mange kloge hoveder ser det som et tegn på, at obligationsmarkedet endelig er ved at indse, at (1) et stærkt arbejdsmarked, (2) en sund økonomi og (3) fortsat inflation som centralbanker er villige til at bekæmpe medfører, at vi ikke vender tilbage til en nulrente-verden foreløbig. Det lyder plausibelt, men jeg er mere i båd med porteføljeforvalteren fra PFA, som forleden i Børsen udtalte: ”Der er ingen, som med sikkerhed kan sige, hvad der driver markedet for tiden”.

Uanset årsag er det i dag en reel mulighed, at vi fremover skal leve med langt højere renter, end vi har været vant til siden finanskrisen. Hvilket leder til næste spørgsmål:

Hvad vil det i så fald betyde for vores aktier?

Det har vores gode ven, Ben Carlson, analyseret ved at se på aktieafkast siden 1926 alt efter renteniveau:

Kolonnen til venstre er renten ved investeringsperiodens begyndelse, og de efterfølgende søjler er totalafkastet efter 1 år, 5 år osv.

Min første tanke er, at der lyser grønne aktielamper uanset hvad renteniveauet var til at starte med, og uanset hvor lang periode der måles over. Man kan dvæle ved detaljerne i tabellen, men der er ingen grund at lade sig skræmme som aktieinvestor af renteniveauet, uagtet om det er højt, lavt eller midt imellem, når man ser på historikken.

Gælder det samme for inflation og aktieafkast?:

Igen solidt grønne tal over hele pladen – og historisk højest afkast i perioder, hvor inflationen var høj fra begyndelsen. At stå kontant er ingen god langsigtet strategi, og særligt ikke når inflationen er høj.

Dykker man dybere ned i tallene, kan man hurtigt blive kritisk. Selv med næsten hundrede års aktieafkast har vi ikke set mange forskellige perioder hvad angår renter og inflation. Inflationen buldrede afsted efter 2. Verdenskrig, og det samme gjorde aktiemarkedet. I 1970’erne steg både renter og inflation, hvorefter aktiemarkedet drønede op i både 1980’erne og 1990’erne. Det understøtter de høje afkast efter høj inflation. Om det gentager sig ved ingen i sagens natur. Der er uendelig mange parametre i spil, og man kan altid argumentere for, at lige netop denne gang er noget helt specielt.

Uro om renter og inflation på kort sigt kan få aktiemarkedet til at sætte sig. I det lys kan vi godt forstå sidste år, hvor alle aktivklasser fik klø. Som investor bliver man ekstra varsom, og usikkerheden opleves stærkere. Da er det godt at holde sig tallene i de to tabeller ovenfor in mente.

For uanset renteniveau, inflation og samfundsøkonomiens tilstand, så kommer de bedste afkast efter perioder med mindre gode afkast. Især hvis man holder sig sin lange investeringshorisont for øje.