Download E-BOG

Er der bankkrise? Ikke hvis vi spørger markedet, men risikospredning er stadig fornuftigt

4 apr, 2023
af Rune Wagenitz Sørensen, partner i Miranova | 0 Kommentarer
Print

De globale aktiekurser steg betragteligt de første måneder af året men blev slået tilbage til start, da amerikanske Silicon Valley Bank gik konkurs, og storbanken Credit Suisses obligationer blev værdiløse. Betyder de hændelser så, at der er bankkrise? En søgning på hjemmesiderne med de tre største danske erhvervssektioner viser over 170 artikler med ordet ”bankkrise” siden 10. marts. Her kan man godt få indtrykket, at der er krise. Snup gerne en lykkepille, inden du kaster dig over at læse alle sammen! Men spørger vi aktiemarkedet, er svaret nej. Bankkrise er for stort et ord at bruge: Aktiekurserne faldt som nævnt kort efter uroen om de to banker men har siden da rettet sig pænt op igen, som grafikken nedenfor viser.


Kilde: Nordnet

Sådan ser bankuro ud i en koncentreret portefølje

Børsen lavede 20. marts en interessant artikel om danske investeringsforeninger med bankobligationer. En af de nævnte var Danske Invest med europæiske højrenteobligationer, som figuren viser nedenfor sammen med en ETF med samme type obligationer og større spredning.

Kilde: Miranovas beregninger af tal fra NasdaqOMX og Xetra

Ifølge artiklen har nogle danske investeringsforeninger med højrenteobligationer en pæn del af porteføljen investeret i banker – angiveligt fordi ”… denne type obligationer giver en relativt høj rente, samtidig med at banksektoren for de store bankers vedkommende er ekstremt hårdt reguleret, og risikoen, for at de går konkurs, anses dermed som værende relativt lille.” Også denne gang viser det sig, at høj rente og risiko følges ad. Det kommer til udtryk i kursudviklingen, hvor den danske investeringsforening falder små seks procent i kurs, mens det ikke er synligt, at kursen på ETF’en ændres som følge af nyhederne.

Køb mange forskellige obligationer

Har du 50 aktier, går en af dem nok konkurs på et tidspunkt, men du kan samtidigt regne med, at en anden aktie i porteføljen stiger voldsomt, f.eks. som følge af at virksomheden introducerer et nyt produkt. Det gælder ikke på samme måde for obligationer.

Enkelte stats- og realkreditobligationer kan efter min mening fint gå an i flere tilfælde. Men med større investeringer i et mindre antal forskellige virksomhedsobligationer, bør man holde tungen ekstra lige i munden. Du har måske hørt om det ”spanske flagskib inden for vedvarende energi” Abengoas konkurs. Nok var der høj rente på obligationerne, men konkursrisikoen var helt reel.

En anden type risiko der er værd at være opmærksom på, er hvor følsom kursen på obligationen er overfor renteændringer. Jeg har hørt flere kunder tale om eksempelvis Ørsted obligationer. De fleste mener nok, at konkursrisikoen er lav. Men der kan være liv i kursen på en Ørstedobligation med en løbetid på tusind år, som grafikken viser nedenfor: For et par år siden var den omkring kurs 100. I oktober sidste år handlede den i 71 (kuponrenten er ikke indeholdt i grafikken).

Kilde: Xetra

Risikospredning er da kedeligt, når alting stiger. Men Credit Suisse, Silicon Valley Bank, Abengoa og ikke mindst rentestigninger er gode påmindelser om, at risikospredning kan være både rart og fornuftigt.

Læg en kommentar

Læs flere artikler

Når investering bliver for smart
Efter seneste indlæg modtog jeg følgende fra en læser: ”Det er spændende at høre om Daniel Kahneman og hans ideer. Men han er jo psykolog. Det må da være mere lukrativt at se på investeringsideer…
Læs hele artiklen
Hvor meget skylder du egentlig banken?
Danskernes forhold til bankerne er under fortsat opbrud. De yngre generationer er flasket op med en solid portion bankskepsis, som finder stadig ny næring i pressens kritiske blik på den finansielle sektors moral. Men der…
Læs hele artiklen
Det rigtige udgangspunkt
For tyve år siden modtog psykologen Daniel Kahneman den såkaldte Nobelpris i økonomi for sit arbejde med, hvordan mennesker vurderer og træffer beslutninger i situationer, hvor der er stor usikkerhed og mange uklarheder involveret. Kahneman…
Læs hele artiklen
Sidebar