En ny måde at tænke aktiv og passiv investering på

I de seneste uger har der i pressen været fokus på investeringsforeningernes resultater i 2022. Med et afkast på -13 procent på tværs af samtlige afdelinger er der nok flere end sædvanlig, der har løbet tallene igennem fra Finans Danmark.

At markederne svinger bør ikke overraske os. Siden nytår er globale aktier steget med fem procent og obligationer med et par procent. Måske 2023 bliver et fantastisk investeringsår. Måske det for en sjælden gangs skyld ender omtrent som vi forventer på den lange bane med 8-10 procent på aktier og 4-5 procent på obligationer. Vi får se.

I vores løbende evaluering af investeringsfonde i Miranova spørger vi os selv: Hvordan kan vores investorer maksimere det forventede afkast i en portefølje med god risikospredning? Bør vi benytte fonde med en aktiv eller passiv strategi?

For at besvare spørgsmålene har vi opbygget en database med årlige afkastresultater siden år 2000 på samtlige danske fonde, der investerer aktivt i europæiske, amerikanske eller globale aktier. Der er mere end 170 aktieafdelinger, som private investorer har kunnet placere deres penge i. Nogle fonde har få år på bagen, nogle er lukket undervejs, andre har eksisteret i hele perioden. Til sammen har fondene leveret 1792 årlige afkast (svarende til at fondene i gennemsnit har eksisteret i godt 10 år), så datagrundlaget er i orden.

Hvad fortæller data os så?

For nogle dage siden bragte Jyllandsposten hovedkonklusionen af vores opdaterede analyse af de aktive fondes officielle afkasttal for 2022. Og der var ikke noget nyt under solen: Samlet set haltede de aktive fonde 1,4 procent efter markedet sidste år.

Heller ikke 2022 blev året, hvor aktieeksperterne i de danske investeringsforeninger med ansvar for flere hundrede milliarder kroner klarede at levere merafkast. Tværtimod røg der mange milliarder i svinget, når man sammenligner med resultaterne i tilsvarende passive fonde.

Resultatet for 2022 er helt i overensstemmelse med fondenes samlede efterslæb i forhold til markedet i hele deres levetid, der observeres at være 1,7 procent per år.

Det lyder måske ikke af så meget, men når man ganger det med godt 20 år, så kunne det missede afkast omtrent finansiere en Storebæltsbro, erstatning til minkavlerne og vel også lukke hullet efter udbytteskatskandalen. Vi taler et seriøst stort milliardbeløb her.

Debatten om aktiv eller passiv investeringsfilosofi er mere relevant end nogensinde.

Derfor er passive fonde det rationelle valg

Argumenterne for og imod aktiv investering er gennemgået mange gange, og jeg skrev for nylig om den tiltagende pengestrøm fra aktive til passive fonde med forsvindende lave omkostninger.

Tillad mig derfor at illustrere problemstillingen på en ny og anderledes måde.

I vores database har vi årlige afkasttal for samtlige aktive aktiefonde siden år 2000. Vi kan derfor aflæse, hvordan hver fond har klaret sig i forhold til et passivt alternativ (benchmark) i hele fondens levetid. Her ser du udfaldet, når vi rangerer alle fondes resultater fra værst til bedst:

Der er altså godt 150 aktive fonde, hvor hver fond repræsenterer en tynd søjle/streg svarende til afkast i forhold til sammenligningsindeks (jeg ser kun på fonde med mindst tre års afkast).

Figuren fortæller mange historier:

1. Fire ud af fem aktive fonde taber til markedet (langt hovedparten ligger under nul)
2. Taberfondene taber mere end vinderfondene vinder (hhv -2,6% og +1,5%)
3. Der ER aktive fonde, som har slået markedet målt over hele deres levetid

Du kan sikkert finde på flere gode pointer, hvis du som jeg begejstres af figuren. Men altså:

”Medmindre du har en helt særlig evne til at udvælge fremtidens aktive vinderfonde, så bør du benytte passive fonde”.

Hvem vil placere sin opsparing på en måde, hvor man taber fire ud af fem gange, og hvor gevinsten på de sjældne vindere er mindre end tabet på de hyppige nitter? Jeg vil i hvert fald ikke. Warren Buffett vil heller ikke. Men bankerne vil meget gerne.

Valget er dit.